Da jeg gik i 8. kl. på Vestre Skole i Silkeborg, oplevede jeg den glæde at have en meget spændende lærer i faget formning, som det hed dengang. I dagens folkeskole kommer det vist ind under faget billedkunst. Han var en ældre erfaren lærer, som mere eller mindre lod os elever kaste os ud i de projekter, som vi havde lyst til, men med hans kyndige vejledning. På den måde var faget formning et frirum ift. de fleste andre fag, hvor opgaverne var bundne og meget mere forudbestemte af læreren. Det er nok også lidt meget at overlade til eleverne at beslutte, om de vil lære tysk grammatik eller ej.

I formning husker jeg især timerne, hvor jeg udformede forskellige skåle og vaser i ler ved drejebordet. Jeg elskede at se, hvad leret kunne formes til ved at arbejde med hænderne og afhængig af, hvor meget fart jeg satte på drejebordet. Når vores lerklump var færdigformet, skulle det brændes i keramikovnen, som stod langt væk fra formningslokalet i depotrummet i skolens kælder. Vi gik og gik ad gangene, mens vi balancerende med vores kunstværker. Til næste formningstime var det spændende at se det færdige resultat. Hvordan var den endelige facon blevet og var glasuren lykkedes.

En anden ting, som vi også brugte meget tid i formning var at male. Noget mere abstrakt end andet, men vi fik lov at lege med farverne. Vores lærer satte rammer på billederne – godt nok bare en simpel en af slagsen – men vi følte virkelig, at vi havde produceret noget flot. Flere af billederne fulgte mig da også i mange år bagefter. Jeg har dem ikke længere til at hænge på mine vægge, men har heller ikke kunnet nænne at skille mig af med dem, da de har betydet meget for mig. Nu er de opmagasineret på mit lagerrum hos Aalborg Lagerrum, hvor jeg kigger lidt på dem en gang i mellem. Timerne i formningslokalet er dejlige at tænke tilbage på.